tirsdag, december 11, 2007

Danskerne skal diskutere EU-politik

Endelig blev det – som forventet – klargjort, at danskerne ikke skal stemme om Lisabon-traktaten. Med både Socialdemokraternes, Det Radikale Venstres samt regeringens anbefaling om at få traktaten behandlet i Folketinget, undgår vi også, at en kompliceret traktattekst, som ikke handler mest om politik, men endnu mere om institutionelle anliggender, sendes ud i en mudret folkeafstemning – for eller imod EU.

Dog ser vi desværre et Dansk Folkeparti, samt partierne ude på venstrefløjen beklage sig over, hvorfor man ikke ønsker EU som et nærliggende og demokratisk projekt. Det gør vi skam også, venner! Vi ønsker bare ikke, at EU skal igennem ligegyldige og irrelevante folkeafstemninger, hvor emnet i bund og grund handler om alt andet end politik. Ifølge Justitsministeriets kompetente vurderinger, afgiver Danmark ikke den mindste suverænitet. Modsat forfatningstraktaten - som bl.a. vi i Socialdemokratiet gerne så en afstemning om - er der ingen fornuftig begrundelse herfor denne gang. Folketingets kompetencer vil stadig være de samme.

EU er et politisk projekt – ikke kun et „ja“ eller „nej“

Som socialdemokrat synes jeg det er enormt vigtigt, at få EU helt ud til befolkningen. Dette kræver dog, at vi diskuterer EU-politik. Derfor er der også, ganske klart, lagt op til at vi skal igennem en spændende folkeafstemning i denne valgperiode om Danmarks fire forbehold. Hér får vi netop muligheden for at diskutere politik, og befolkningen får denne gang lov at forholde sig til fire vidt forskellige områder. Hermed kommer det ikke kun til at handle om et „ja“ eller et „nej“ – men en kompetencegivende, spændende og forskelligartet diskussion om vores medlemskab af Den Europæiske Union.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Med Pia som mester i skræmmebilleder bliver det nok svært at overbevise hele befolkningen om, at det er lige meget med den folkeafstemning. Dog synes jeg, det er positivt, at det kun er de yderligtgående partier der går ind for en afstemning om traktaten.

En afstemning om denne traktat ville være rent ressourcespild fra statens side, og skulle det blive et 'nej' ville Danmark endnu engang blive til grin i europæisk øjemed.

Traktaten er en glimrende chance for at oplyse folket uden at stille dem i for/imod-dilemmaet for en gangs skyld. Det vil gøre dem mere bevidste om EU i et stykke tid, og forhåbentlig også bedre forberedte når afstemningen om afskaffelse af de fire forbehold kommer.

- Daniel