torsdag, december 06, 2007

Jørgen Poulsen – en holdning som forsvandt!


Forsiderne på internetaviserne, har de seneste dage været fyldt til randen med nyhedsopdateringer samt dybtegående analyser af Pia Christmas-Møllers exit fra Det Konservative Folkeparti.

Skuffelsen har været til at føle på i det borgerlige slæng. Men nok endnu mere skuffet blev jeg, da jeg i eftermiddags kunne læse på Politikens hjemmeside, at det nyvalgte medlem af Folketinget for Ny Alliance, Jørgen Poulsen, nu forlanger et gyldent håndtryk fra Dansk Røde Kors, som han forinden valget var generalsekretær for. Poulsen mener, at han er blevet fyret fra organisationen og ikke, at han selv har sagt sin stilling op.

To millioner kroner = to årslønninger!

Dét er, hvad Alliancens hr. Poulsen kræver. Tilbage sidder vi mange med en dyb, dyb undren og god portion af forargelse og skuffelse over mennesket, Jørgen Poulsen.

»... æh, vi er blevet enige om at lave en fratrædelsesordning, som vi sidder og snakker om for øjeblikket«, siger Poulsen idag til Politiken.
Det forekommer mig meget tvivlsomt, at Jørgen Poulsen er blevet skubbet ud i folketingskandidaturet af Dansk Røde Kors. Efter alt at dømme har han nok valgt det selv.

Et fænomen

Jørgen Poulsen er et fænomen. Han er udtrykket for en holdning, som pludselig forsvandt. Og som skuffer. At han kan være bekendt, rent holdningsmæssigt, at kræve to millioner i egen lomme og se til, hvem der i virkeligheden nu skal undvære disse „hjælpemidler“, er grotesk.

Der er - og bør være - stor forskel på Dansk Røde Kors og TDC, når vi taler fratrædelser. Jørgen Poulsen tager netop nu en hjælpeorganisation - og en holdning - som gidsel. Men det er tydeligvis ikke gået op for Ny Alliances nye folketingsmedlem.
.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Martin, og tillykke med din flotte blog :)

Jørgen Poulsen har i alt den tid han var i spidsen for Røde Kors været en mand, man enten hyldede eller hadede. Mange mente, at han var en slesk og beregnende herre, som de ikke ville tro over en dørtærskel. Andre havde så stor tiltro til ham, at man sågar kårede ham som den mest troværdige inden for sit felt.

Det skulle vise sig, at skeptikerne havde ret angående Jørgen Poulsen som person. Hans erstatning på 750.000 kr. viser blot, hvor kynisk en mand han er, og som du skriver, en mand komplet uden holdning. Man kan kun håbe, at enten Ny Alliances top vil straffe ham, eller at vælgerne vil vrage ham næste gang.

Føj, Jørgen Poulsen!

Anonym sagde ...

Ja velkommen på blog-vognen. Det er vi mange der har ventet på i lang tid, at du ville komme.

Glæder mig til at se gode sønderjydske analyser og meningsdannelse. Det er der behov for.

God vind og vi ses!

Anonym sagde ...

Hej Bendtsen

Held og lykke med bloggen - en lille rettelse til din indledning, sidder på sin røv, men man sætter handling bag ordene.